På Executive Health rådgiver vi normalt ikke om kosttilskud.
Dels fordi vi langtfra er overbeviste om effekten af mange produkter, dels fordi det er en jungle derude – og vi har ikke ekspertisen til at vejlede dig i detaljer. Når nogen fra kosttilskudsbranchen taler for sin egen sag, bliver vi naturligvis ekstra skeptiske.
Når det er sagt, lyttede vi til en podcast med Jordan Glenn (PhD og Head of Science hos SuppCo), og vi mente, følgende var værd at dele.
Pointen er enkel: kosttilskud kan være nyttige – men kun hvis de bruges til at løse reelle problemer, kombineres med livsstilsændringer og kommer fra brands, der faktisk indeholder det, der står på etiketten.
Jordan Glenns tre principper for brug af kosttilskud til langsigtet trivsel
1. Start med et problem – ikke en podcast.
Før du tilføjer endnu et kosttilskud, så spørg dig selv:
Hvilket problem forsøger jeg at løse?
Kolesterol? Søvn? Inflammation? Hukommelse?
Hvis du ikke kan svare på det, så lad være med at starte. Begynd med et konkret mål, og arbejd dig baglæns frem i stedet for at ”tage lidt af det hele”.
2. Byg et fundament, før du optimerer.
Grundlæggende, evidensbaserede kosttilskud som en multivitamin af god kvalitet, magnesium, D3/K2, omega-3 og kreatin understøtter hjerte, hjerne, muskler og energisystemer – og kan (på marginen) bidrage til sund aldring.
3. Kvalitet, dosering og timing er lige så vigtigt som ingrediensen i sig selv.
Mange produkter indeholder ikke det, de hævder, og nogle består ikke uafhængig testning.
Brug værktøjer som SuppCo’s Trust Score til at vurdere kvaliteten.
Vi forbliver skeptiske – men også nysgerrige, når informationen er datadrevet og fornuftig.